SRP analyse eksempel - Matematik og samfundsfag

SRP analyse eksempel - Matematik og samfundsfag

Eksempel på en hel analyse fra en tidligere SRP opgave, skrevet i matematik og samfundsfag.

(Eksemplet indeholder kun samfundsfags-delen).

Idéel som inspiration til din egen opgave. 

Du kan finde hele opgaven, inklusiv illustrationer, billeder, bilag osv. her. 

Her kan du finde vores SRP bog, der indeholder vejledninger til alle opgavens delelementer.

Opgaveformulering

Analysér VK-regeringens økonomiske politik op til Finanskrisen i 2008

Besvarelse

I Danmark bruges pengepolitikken til at sikre en fast valutakurs over for euroen. Den kan derfor ikke bruges som stabiliseringspolitisk instrument.

Dette er i stedet finanspolitikkens opgave, hvorfor det også er den, som her vil blive undersøgt.

Dansk økonomi var fra 2003 og op til finanskrisen præget af en stærk økonomisk højkonjunktur. Som det fremgår af tabellen var den gennemsnitlige årlige vækstrate i

BNP på 2,4 % i årene fra 2004 til 2007. Samtidigt herskede der en forventning til, at denne positive konjunkturudvikling ville fortsætte mange år endnu. Denne optimisme omkring økonomien var ifølge Rangvid rapporten bredt funderet i det danske samfund, både hos forbrugerne, politikerne, centrale myndigheder og andre centrale aktører.

Optimismen blev bl.a. forstærket af den øgede kreditgivning. Når danskere skulle låne penge til f.eks. huse og lejligheder, kunne dette nemlig også gøres til en forholdsvis lav pengepolitisk rente. Optimismen og den positive konjunkturudvikling betingede også en stigning i efterspørgslen.

Som resultat sås en stigende beskæftigelse og faldende ledighed. Som det fremgår af bilag 1 faldt bruttoledigheden, hvor aktiverede ledige er inkluderet, fra ca. 8 procent i 2004 til et niveau på næsten 2 procent i 2008. Dette niveau var historisk lavt.

Udover efterspørgslen, har også skattesystemets indretning betydning for, hvor mange ledige, der kommer i arbejde. Her er en af teserne bl.a, at jo højere marginalskat, og skat generelt, jo færre kommer i arbejde, da det økonomiske incitament til at tilbyde sin arbejdskraft mindskes.

Under VK-regeringen blev der både i 2003 og 2007 vedtaget skatteaftaler, som nedsatte skatten for den danske arbejdsstyrke. Målsætningen med aftalen fra 2003 lød, at skatten på arbejde skulle blive lavere i 2004-2007. I skemaet ses nogle af de konkrete elementer som de respektive skatteaftaler indeholdt:

2003 

2007

Forhøjelse af mellemskattegrænsen – i alt 48.000 kr. fra 2004-2007

Beskæftigelsesfradrag – 2,5 %, dog maks 5.800 kr.

Forhøjelse af mellemskattegrænsen – hæves til samme niveau som topskatten og bliver dermed reelt afskaffet.

Beskæftigelsesfradrag – Hæves til 4% i 2008, dog maks 12.300 kr.

Øgelse af personfradrag – 1000 kr. for alle.

Begge aftaler er et udtryk for, at VK-regeringen i årene med den positive konjunkturudvikling, og en gennemsnitlig BNP-vækst på 2,4%, førte en ekspansiv finanspolitik. Sammenhængen mellem den konjunktursituation vi befandt os i op til finanskrisen, og den af VK-regeringen førte finanspolitik er afspejlet i bilag 2. Output-gap’et beskriver forskellen mellem den potentielle produktion og faktiske produktion.

Den potentielle produktion er den produktion, som kan opnås, givet at der i økonomien er en holdbar inflations- og beskæftigelsessituation. Overstiger den faktiske produktion den potentielle produktion vil det sige, at økonomien er overophedet. Dette skyldes bl.a. at arbejdsløsheden bliver så lav, at der opstår mangel på arbejdskraft, hvorved der skabes det, som kaldes et kapacitetspres på økonomien. Finanseffekten er et mål for effekten af den førte finanspolitik.

En positiv finanseffekt viser, at finanspolitikken bidrager til en øget økonomisk aktivitet, mens en negativ finanseffekt er et udtryk for, at finanspolitikken er med til at dæmpe den. En konjunkturstabiliserende finanspolitik, som søger at dæmpe større økonomiske udsving, vil have modsatte fortegn for henholdsvis output-gap’et og finanseffekten.

I bilag 2 ses det, at output-gap’et og finanseffekten begge lå en anelse over nul i 2005. Skatteaftalen fra 2004 bidrog altså til en øget økonomisk aktivitet på et tidspunkt, hvor økonomien allerede var en anelse ophedet. Samme billede ses i 2006 og 2007, hvor både finanseffekten og outputgap’et dog begge var mere positive. Det vil altså sige, at VK-regeringen i perioden 2005-2007 førte en konjunkturmedløbende finanspolitik. Til sammenligning ses det endvidere i bilag 2, at der fra 1980 og frem til finanskrisen ikke har været en finanspolitik, som i samme grad har været med til at øge den økonomiske aktivitet i en allerede overophedet økonomi. 

Som det fremgår af tabel 5.4 var skønnet for finanseffekten af finanspolitikken dog enten neutral eller svagt negativ for årene 2005-2007. Den realiserede finanseffekt viser, at selvom det ikke var intentionen, kom VK-regeringen til at føre en ekspansiv finanspolitik i disse år. Dette hænger sammen med, at den realiserede realvækst i det offentlige forbrug i denne periode langt oversteg, den realvækst man egentlig havde planlagt. Denne uoverenstemmelse er især tydelig for år 2006.

I bilag 3 ses det således, at den realiserede realvækst i dette år lå mellem 2,5 og 3%, på trods af at VK-regeringen havde planlagt en vækst på 0,5%. Ifølge Rangvid-rapporten skyldes denne øgede realvækst især, at kommunesammenlægningen i 2006 medførte flere investeringer, end man havde regnet med. Hvilken indflydelse disse budgetoverskridninger fik for BNP-væksten er søgt bestemt ved at finde multiplikatoreffekterne for år 2006. (Beregningerne er ikke medtaget i dette eksempel)

I Rangvid-rapporten konkluderes det: ” Med den planlagte vækst i det offentlige forbrug, ville BNP-væksten i 2006 – alt andet lige – have været reduceret fra knap 3,5 pct. til ca. 3 pct.”

I Danmark er den optimale vækstrate for BNP på omkring 1,5-2%.

Budgetoverskridelserne var med til at presse dansk økonomi højere op i højkonjunkturen. På trods af risikoen ved en for høj vækst, kompenserede VK-regeringen dog ikke for disse overskridelser i deres finanspolitik, hvilket tillod den at blive mere lempelig og konjunkturmedløbende. Som nævnt lå skønnet for finanseffekten, for den af VK- regeringens vedtagne finanspolitik i perioden 2005-2007, på eller omkring nul procent. Af bilag 4 fremgår det, at forventningen til kapacitetspresset, vist ved outputgap’et, på økonomien i samme periode voksede fra 0,4 til 1,6%.

Reelt var presset enddog betydeligt højere, hvilket vil sige, at nødvendigheden for en kontraktiv finanspolitik blev undervurderet. Uanset hvad, blev den planlagte finanspolitik ikke strammet op, idet den planlagte finanseffekt forblev omkring nul, på trods af, at VK-regeringen godt vidste, at der var en forventning til et forøget kapacitetspres.

Mange mennesker kom under højkonjunkturen i årene op til finanskrisen i beskæftigelse, og som tidligere nævnt, faldt bruttoledigheden til ca. 2% i 2008. Denne konjunktursituation skabte en markant stigning i lønudviklingen og et pres på arbejdsmarkedet. 

Sammenhængen mellem denne lønudvikling og dette pres,målt ved beskæftigelsesgap’et, er illustreret i bilag 5. Selvom lønudviklingen ikke er direkte dikteret af regeringen, så opererer: ”Arbejdsmarkedets parter... jo ikke i et tomrum,” som det påpeges af Christen Sørensen. Det vil sige, at overenskomst- og lønforhandlinger i høj grad afhænger af den økonomiske udvikling. Da VK-regeringen med deres lempelige finanspolitik var med til at øge overophedningen af den danske økonomi, påvirkede de altså også indirekte, at lønningerne steg markant.

Selvom VK-regeringen ikke gjorde meget for at føre en kontraktiv finanspolitik, er der i økonomien indbygget det, man kalder automatiske stabilisatorer. De automatiske stabilisatorer er med til at afbøde effekten af konjunkturudsving. Dette skyldes, at der i en konjunkturnedgang automatisk vil blive færre skatteindtægter, mens udgifterne til eksempelvis kontanthjælp vil stige. Udgifterne til eks. kontanthjælp stiger pga. Danmarks omfattende velfærdsstat.

De private disponible indkomster øges således i forhold til, hvad de ville have været, hvis Danmark ikke havde en så omfattende velfærdsstat. Mere interessant i forløbet omkring finanskrisen, vil der normalt under en højkonjunktur være et fald i den private disponible indkomst, da den dæmpes af stigende skatteindtæger og færre udgifter til overførselsindkomster.

I 2002 indførte VK-regeringen dog et skattestop på flere områder. Skattestoppet gik ud på, at alle skatter udskrevet i procent ikke skulle sættes op, mens skatter opkrævet i kronebeløb forblev på niveauet for 2002, hvilket i takt med inflationen betød en skattelettelse i sig selv. Nominalprincippet kom også til at gælde for ejendomsværdiskatten, hvilket årligt gav boligejerne en skattelettelse på dette område på størrelse med inflationen.

I (Linaa, Grinderslev, & Sørensen, 2018) fra 2007 slås det fast at: ”De senere år har skattestoppets nominalprincip dog svækket den automatiske stabilisering, primært via boligmarkedet, hvor de markante stigninger i ejendomspriserne og de heraf følgende forbedrede forbrugsmuligheder ikke er blevet imødegået af en tilsvarende højere beskatning.”

Afslutningsvis kan det altså siges, at VK-regeringen finanspolitik var med til at forstærke højkonjunkturen og skabe et kapacitetspres på dansk økonomi. Dette faktum blev forværret af, at outputgap’et blev undervurderet specielt i perioden 2006-2007 og de store budgetoverskridelser, som fandt sted i den offentlige sektor. Dette resulterede dog ikke i en finanspolitisk stramning, hvorfor væksten i BNP blev langt større end de anbefalede 1,5-2%.