SRP diskussion eksempel - Matematik og samfundsfag

SRP diskussion eksempel - Matematik og samfundsfag

Her får du et eksempel på en hel diskussion fra en tidligere SRP opgave, skrevet i matematik og samfundsfag. Idéel som inspiration til din egen opgave. 

Diskussionen er skrevet primært i samfundsfag. Du kan finde hele opgaven her.

Find vores SRP bog, der indeholder grundige trin for trin vejledninger til alle opgavens dele.

Opgaveformulering:

Var VK-regeringens økonomiske politik gunstig i forhold til at afværge konsekvenserne ved en økonomisk krise?

Besvarelse

De forskellige elementer af VK-regeringens finanspolitik vil nu blive diskuteret, med fokus på, om den førte økonomiske politik passede til den konjunktur, som Danmark befandt sig i. Dette gøres med udgangspunkt i centrale økonomiske skoler, samt diverse konklusioner af forskellige økonomer og økonomiske rapporter.

Ekspansiv, kontraktiv eller neutral finanspolitik?

Ifølge neoklassikerne burde VK-regeringen ikke have ført en konjunkturmedløbende finanspolitik, men i stedet, slet ikke have blandet sig i økonomien. Ifølge neoklassikerne er økonomien nemlig selvregulerende, hvorledes markedskræfterne i sig selv ville have kunnet sikret en stabil situation med fuld beskæftigelse. Dette skyldes, at disse markedskræfter gennem prismekanismen vil sikre en efficient fordeling af de forskellige produktionsfaktorer.

Neoliberalisterne, specifikt monetaristerne, er enige i, at der ikke bør føres en aktiv finanspolitik. Det tager tid, og man kan sjældent stille den korrekte diagnose på økonomien. Dette ses i bilag 4, hvor det fremgår, at outputgap’et for især 2006 og 2007 blev undervurderet. Monetaristerne mener, at man kan risikere at give økonomien den forkerte medicin, hvilket forstærker konjunkturudsvingene i stedet for at dæmpe dem.

Dette er præcist, hvad der var tilfældet under VK-regeringen i 2006 og 2007. Der blev stillet en forkert diagnose, skønnene for finanseffekterne og outputgap’et var forkerte, og regeringen var med til at forstærke konjunkturen fordi de gav en forkert medicin.

Keynes mener derimod, at den ekspansive finanspolitik er et værdifuldt værktøj. Det kan bruges til at øge beskæftigelsen, hvis der ikke er tilstrækkelig efterspørgsl til at få alle i arbejde. Dette var præcist, hvad regeringen gjorde. Isoleret set var VK-regeringens ekspansive finanspolitik, som værktøj til en øget beskæftigelse fordelagtig. 

Monetarismen peger dog på, at der i alle økonomier er et niveau for en naturlig arbejdsløshed. Hvis finanspolitikken er ekspansiv i et forsøg på at skabe højere beskæftigelse, vil dette skabe et pres på økonomien, og bl.a. føre inflation med sig. Derfor var det med monetaristiske briller helt forkert af VK-regeringen at føre en politik, hvor bruttoledigheden blev presset ned på et historisk lavt niveau. 

Et vigtigt element i keynesianismen er dog også, at den ekspansive finanspolitik bruges i perioder med høj arbejdsløshed og lav økonomisk vækst, og ikke når økonomien i forvejen er i en højkonjunktur. Som det blev vist i undersøgelsen, kan dette ikke siges at gælde for Danmark i årene op til finanskrisen.

Finanspolitikken skal således stadig virke kontracyklisk, VK-regeringens ikke gjorde. Samlet set var den førte ekspansive finanspolitik altså heller ikke i overensstemmelse med, hvad der, i keynesianismen, opfattes som en passende tilgang til økonomien.

Kigger man på multiplikatorerne for skattelettelser, ses det, at begge modeller har et negativt fortegn. Her er igen eksemplet for år 2006:

(Beregningerne er ikke medtaget i dette eksempel). 

 Ifølge Keynes kunne dette faktum være brugt af VK-regeringen til at føre en kontracyklisk finanspolitik. Det negative fortegn viser nemlig, at øgede skatter er med til at mindske den samlede indkomst generet i økonomien (Y eller BNP).

Havde regeringen øget skatterne, i stedet for at sætte dem ned, kunne dette altså have modvirket den markante stigning i BNP på 3,5% i år 2006. Det Økonomiske Råd var dog, i 2006, ikke af den opfattelse, at en sådan finanspolitisk stramning var nødvendig.

I en fremsendelseskrivelse til VK- regeringen i 2006, foretaget på baggrund af en prognose for dansk økonomi i årene efter 2006, konkluderes det: Formanden [for Det Økonomiske Råd] understregede, at prognosens hovedscenario er en “blød landing”, hvilket er baggrunden for, at formandskabet ikke diskuterer et muligt behov for en finanspolitisk stramning.” Baggrunden for denne konklusion var: ” at formandskabet generelt er kritisk over for finjustering af økonomien ved hjælp af finanspolitik, blandt andet fordi erfaringen viser, at det kan være svært at time og dosere finanspolitiske indgreb.”

Med denne forklaring ses det, at formandskabet for Det Økonomiske Råd på dette område havde en monetaristisk tilgang til økonomien, da monetarismen netop understreger, at en aktiv finanspolitik kan være svær at anvende på passende vis. Konklusionen strider dog med rådets egne konstateringer fra rapporten Dansk Økonomi, forår 2007. Her bliver det nemlig slået fast, at:” I en situation, hvor økonomien ligger meget tæt på sin kapacitetsgrænse, øges risikoen for, at lønninger og priser accelererer. Historien og økonomisk teori viser, at sådanne episoder kan indtræffe ganske pludseligt og få langvarige konsekvenser i form af tabt konkurrenceevne og høj arbejdsløshed. Finanspolitikken kan anvendes til at reducere risikoen for, at en kraftig højkonjunktur slår over i langvarig lavkonjunktur.” 

Det er næsten ironisk, hvor godt denne konstatering passer på, hvad der egentlig skete under forløbet med finanskrisen. Mere opsigtsvækkende er det dog, hvordan Det Økonomiske Råd blot et år efter at have konstateret, at en finanspolitisk stramning ikke engang burde diskuteres, nåede frem til det nærmest stik modsatte. Der er i rapporten fra 2007 godt nok ikke tale om en decideret kritik af rapporten fra 2006, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor meget de to strider imod hinanden.

Kapacitetspresset i den danske økonomi var af betydelig i størrelse i både 2006 og 2007, jævnfør bilag 2 og 4, samtidigt med, at vi befandt os i en højkonjunktur. Ifølge rapporten fra 2007 kunne finanspolitikken altså have været brugt til at reducere risikoen for en decideret krise. Modsat citatet fra rapporten i 2006, har man i rapporten fra 2007 altså taget et mere keynesiansk udgangspunkt, hvor det som bekendt anbefales, at en aktiv finanspolitik bruges til at udjævne store konjunkturudsving.

Christen Sørensen, tidligere økonomisk vismand, lægger sig i samme spor som rapporten fra 2007, men kommer med en mere udtalt kritik af formandskabets konklusioner i Dansk Økonomi, forår 2006. Han udtaler således: ”Det er ikke rationelt at fastholde, at det syn på finanspolitikken, som vismændene havde i foråret 2006, var blot nogenlunde retvisende.” Dette begrundes med, at der jævnfør Det Økonomiske Råds egne retningslinjer fra Dansk Økonomi, forår 2007, anbefales en stramning af finanspolitikken på 1⁄4 procentpoint, når outputgap’et skønnes at være på 1 pct.

Som Christen Sørensen slår fast: ”er der naturligvis behov for en finanspolitisk stramning på langt mere end 1⁄4 pct. point, når output-gap’et er mindst 2 1⁄2 pct.” Den daværende statsminister for VK-regeringen, Anders Fogh Rasmussen, delte dog ikke denne overbevisning, hvilket ses i hans udtalelse fra 2007: ”Alt i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om”. 

De kritikpunkter, som kan rettes mod VK-regeringen ud fra forskellige økonomiske teorier bør altså, ifølge Fogh, ikke tages seriøst. Han står dog noget alene med denne udtalelse. I Nationalbankens kvartalsskrift fra 3. kvartal 2012 konkluderes det: ”Den ekspansive finanspolitik var i årene op til krisen med til at overophede økonomien... Det er således følgerne af bl.a. den uhensigtsmæssige finanspolitik i de gode år, vi nu ser.”

Samme konklusion nås der frem til i rapporten Finanspolitik i 00 ́erne af tænketanken Kraka.

Svækkelsen af de automatiske stabilisatorer

Ifølge marxismen bør den private ejendomsret afskaffes. Forestiller man sig, om end det i et land som Danmark ville være højst usandsynligt, at VK-regeringen havde gjort dette, ville det i hvert fald have styrket de automatiske stabilisatorer. Boligejerne havde således ikke fået skattelettelser på størrelse med inflationen hvert år, hvilket ville have mindsket svækkelsen af de automatiske stabilisatorer.

De automatiske stabilisatorer bygger endvidere i høj grad på, at vi i Danmark har et velfærdssystem, som sikrer at ledige stadigvæk har penge at leve for. Denne omfordeling var Keynes fortaler for, bl.a. fordi man ved at påvirke de laveste indkomster, fik den største ændring i den økonomiske aktivitet. Dette skyldes, at forbrugskvoten her er størst. Overførselsindkomsterne og skatten fungerer i sammenspil som automatiske stabilisatorer, men svækkes en af dem, som det var tilfældet under VK-regeringen, mindskes deres evne til at udglatte konjunkturudsving.

Generelt mente Keynes også, at et vigtigt økonomisk mål var at støtte de svageste og nedre befolkningsgrupper i samfundet, hvorfor han også ofte ideologisk er blevet forbundet med socialdemokratiske partier. Det nominelle skattestop indført af VK-regeringen kan ikke siges at være på linje med denne tilgang til økonomien, fordi den bl.a. gav dem med de dyreste ejendomme den største skattelettelse. Dermed strider dette skattestop mod flere vigtige elementer i keynesianismen.

Den neoliberalistiske underteori, udbudsøkonomien, ser dog med mere positive briller på skattelettelser generelt. For høje skatter vil nemlig mindske arbejdernes incitament til at gå på arbejde, og i stedet give mere lyst til at have mere fritid. Udbudsøkonomerne mener dette er kritisk, da de siger, at et øget arbejdsudbud skaber sin egen efterspørgsel, hvilket også kaldes Says lov.

Skattelettelserne, både i form af det nominelle skattestop og skatteaftalerne fra bl.a. 2003 og 2007, vil altså ifølge udbudsøkonomerne få flere folk til at arbejde både mere og længere og på den måde skabe et større arbejdsudbud. Dette vil på kort sigt skabe en større arbejdsløshed, fordi udbuddet af arbejdskraft er større end efterspørgslen.

På trods af VK-regeringens skattelettelser, så man dog i årene op til finanskrisen ikke, at udbuddet af arbejdskraft voksede, snarere tværtimod. Som tidligere nævnt faldt bruttoledigheden i denne periode nemlig markant.

Selvom VK-regeringens finanspolitik i forhold til skattelettelser var i overensstemmelse med udbudsøkonomernes anbefaling om lavere skatter, strider den udvikling som sås i Danmark op til finanskrisen mod denne teori.



Er lønstigninger et problem?

Det grundlæggende modsætningsforhold i kapitalismen er, ifølge marxismen, at arbejderne vil blive ved med at have mere i løn fordi værdien af deres produktion er større end deres løn. Ifølge marxismen vil dette føre til et stigende antal konflikter og kapitalismens sammenbrud.

Selvom kapitalismen stadig er dominerende, specielt i vesten, så kan det siges, at den kapitalistiske markedsøkonomi i hvert fald viste betydelige svaghedstegn, da den kollapsede under finanskrisen. Marxismen kan således siges at have ret i den forstand, at godt nok brød kapitalismen ikke sammen under finanskrisen, men det gjorde den kapitalistiske økonomi.

Løsningen på denne problemstilling er, i marxismen, at indføre planøkonomi, således at bl.a. lønnen er bestemt af staten selv, og at alle kommer i arbejde. Monetarismen derimod, tror på et frit og selvregulerende marked som vejen til en samfundsøkonomi i ligevægt. Samtidigt bør staten ifølge denne teori ikke presse ledigheden for langt ned, fordi der som nævnt er et naturligt niveau for arbejdsløsheden. 

Planøkonomi, hvor alle er i arbejde, eller den førte ekspansive finanspolitik af VK-regeringen er derfor ikke hensigtsmæssigt, da den presser lønningerne op og dermed også er med til at skabe inflation. Løsningen hos monetaristerne er, at fagforeningerne svækkes således ,at lønningerne kan presses ned igen af arbejdsgiveren. I keynesianismen derimod accepteres en vis inflation, så længe arbejdsløsheden holdes nede. Dette skal bl.a. ses i lyset af Keynes socialretfærdige tilgang til økonomien.

På denne baggrund kan det sammenfattes, at der ud fra alle de gennemgåede økonomiske teorier, med undtagelse af udbudsøkonomien, kan rejses adskillige kritikpunkter mod VK-regeringens finanspolitik, bl.a. fordi den var med til at destabilisere en i forvejen ustabil højkonjunktur.

En kritik som Nationalbanken, tænketanken Kraka, tidligere vismand Christen Sørensen og rapporten Dansk Økonomi, forår 2007 tilslutter sig. Kun Anders Fogh Rasmussen selv og rapporten Dansk Økonomi, forår 2006 tager VK-regeringens førte finanspolitik i forsvar.